|
Tidligere publisert i NFF Tidende |
|
november 1994 |
Jeg vil denne gangen forlyste eder med en historie, jeg selv ey haver oplevet, men blot haver læst i den så velrenomerede trykksag kaldet Den Vestlandske Tidende. Denne sak sod at læse den niende dag i den tredie måned i det herrens år 1857.
“...I Nærheden af Salterøe er en mand nylig bleven Offer for den ulykkelige Brændevinsdrik. Han Datter, som der havde været gift, skulde begraves, og Manden havde ved at gaae om til sine Bekjendte faaet indsamlet en Deel Penge til Brændeviin, som de indbudne Gjæster, allerede før Liget blevtaget ud, begyndte at forsyne sig med. Fadern blev derved saa beruset, at han ikke kunde følge sin Datter til Graven, men maatte blive ef-ter. Under de frygteligste Eder og Forbandelser forlangte han fremdeles Brændevin, og da han selv ei længer kunde føre det til Munden, fordrede han at man skulde helde det i Halsen paa ham. Han blev senere lagt paa en Bænk, hvor man om Morgenen fant ham død....”
Ja nu maa vi alle lægge denne mands skjæbne paa vores sind, i det vi skal gandske snart begynne på vort “Vinterblot” |
februar 2004 |
Denne gangen er det en forholds-vis “ny” artikkel jeg serverer, men dog har den et snev av moral. Moralen er: Herren(es) hevn kan være mangfoldig. Nå,- historien er sakset fra Den Vestlandske Ti-dende den 15 i 1905.
De forbyttede børn
New York Herald forteller:
For nogle Dage siden afholdtes der i en større By i Wisconsin et Bal, som de tilstedeværende Da-mer sikkert længe vil mindes. Som Skik og Brug er, havde de fleste af Damerne taget sine smaa Børn med, og forat de uhin-dret kunde deltage i Dansens Glæder, var nogle Herrer saa elskværdige at have Opsyn med Børnene, mens Mødrene morede sig. Imidlertid trak Dansen lovlig længe ud, og da Herrene omsider blev kjede af at være Barnepiger, sendte de Bud ind i Balsalen og bad de Dansende Mødre om nu selv at tage sig af sine Poder. Der kom imidlertid det Svar tilbage, at Damerne vilde danse, saa længe de havde Lyst. Da Klokken omsi-der blev tre, udenat nogen af Mødrene havde hentet sine Børn, som nu var faldne isøvn, beslut-tetde Herrene at hevne sig. De klædte alle Børnene af og forbyt-tede Tøi saa sluttelig ikke et ene-ste havde en Trævl af sit eget paa. Da Ballet sluttelig var forbi, hentede Mødrene sine sovende Børn, som de i Hastverket udsøg-te efter Tøiet, og kjørte hjem.
Men den næste Morgen var Byen i fuldt Oprør: Piger var blevne til Gutter og omvendt, de sorthaare-de var blevne blonde, og de blon-de var blevne ganske skallede - forvirringen var kort sagt ubeskri-velig. Og nu begynte en ganske enestaaende “Kvindebevægelse” Da Byen har en temmelig stor Udstrækning, varede det flere Dage, inden alle Børnene var komne tilbage til sine rigtige For-ældre. De spøgefulde Herrer har man siden Balaftenen ikke seet noget til i Byen. Der paastaaes, at dehar foretrukket at tage til New Orleans som sygepleiere under den gule Feber Epedemi.
Anm. Og selv om hevnen kan være søt, er dog gulfeber å foretrekke frem-for en vred kvinne.
|
mars 1995 |
Det var slettes ikke bare å være skipper i "de gode gamle dage". Noen ganger ble man kanskje stilt ovenfor urimelige krav fra sine redere og befraktere, men å sette sitt mannskap i en slik kni-pe som denne skipperen gjorde, hører vel kanskje til sjeldenhete-ne.
Vi sakser fra DVT der 15de sep-tember 1846.
Arendal den 14de September
Den 8de d.M. indkom hertil Slup Wilhelm af Greifswalde fra St.Petersburg bestemt til Aber-deen med en ladning Been. Om-trent 8 Mile fra den norske Kyst var Skipperen, J. W. Grunwald, der skal have været drikfældig
og siden Fartoiet forlod Fredriks-havn, hvor det havde gjort et kostbart Havarie, besstandig i beruset Tilstand, sprungen over-bord og havde medtaget alle Skibspapirene. Det lykkedes ikke det af 2 Matroser og en dreng bestaaende Mandskab at redde ham, i det han var forsvunden, førend Baaden kunde udsættes. Da ingen Styrmand fandtes, vidste Mandskabet ei, hvilken Cours de skulde styre; men da de stødte paa et norsk Fartøi praiede de dette og styrede efter dets Anviisning, saa at de den følgende Morgen kom her under kysten og fik Lods ombord, der bragte Fartøiet til Arendal.
Med det samme vi er på hugget, drar vi med oss en fra samme avis den 9 februar, det herrens år 1857.
---- Som en Mærkelighed kunne vi omtale, at vor By nat til Søn-dag har været gjæstet af en Flok Ulve, der havde fortæret en Hund, hvoraf de alene havde la-det Hovedet tilbage.
Ja, slike "gjester" har vi ikke lenger her i byen, ihvertfall ikke på fire ben. Men kanskje når vi tenker oss om er de firbente å foretrekke?? |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|